Forbrændingen
Iris Gold, Madame Gandhi og ANYA er nogle af de artister, der spiller med HUN SOLO på Forbrændingen d. 9. november 2019.

HUN SOLO X FORBRÆNDINGEN: EXTRAVAGANZA!


Forbrændingen og HUN SOLO præsenterer et helt særligt lineup i Albertslund den 9. november med både dansk og internationalt på plakaten.


“HUN SOLO er jo efterhånden en institution i dansk musikliv, og selvfølgelig skulle vi lave noget særligt sammen i år!” udtaler Jeppe Skjold fra Forbrændingen, der som bekendt udelukkende præsenterer acts med kvinder i centrum i hele 2019.


Nana Jacobi fra HUN SOLO supplerer: “Det bliver en helt ekstraordinær dag - en oplevelses-eksplosion uden lige. Vi har overgået os selv denne gang - og vi er glade for at være en del af Forbrændingens 2019-tiltag om at hoste kvindelige artister.”


I første omgang offentliggøres amerikanske Madame Gandhi samt danske Iris Gold og ANYA. Sidenhen suppleres med flere navne.


Madame Gandhi er en markant elektronisk artist, trommeslager, producer, aktivist og musikbranche-idémager fra Los Angeles. Hun er kendt som trommeslager for M.I.A, og som friblødende løber ved London Marathon 2015. Hun leverede en fantastisk performance på årets Roskilde Festival, hvorom Information skrev: “Hun kan sit shit (…) Madame Gandhis koncert på Gloria levede på den gode energi”, og Undertoner slog fast, at “Madame Gandhi er en fremragende performer, rapper og trommeslager"Sammen med blandt andre Billie Eilish, Lil Pump og Post Malone er hun udvalgt til Forbes 30 under 30-liste over unge musikbranche-innovatorer, og hendes TED-talk er set over 150.000 gange. Nu har man altså - helt ekstraordinært mulighed for at opleve Madame Gandhi på dansk jord igen!


Dansk/jamaicansk/indiske Iris Gold har både været del af et pigeband dannet af Alex James fra Blur og professionel sangskriver i L.A. for Warner/Chappell, inden hendes solokarriere for alvor tog fart i 2015 med singlen ’Goldmine’. I 2017 flyttede hun tilbage til København - og siden har hun braget derudaf!


Den dansk-amerikanske sangerinde ANYA forener på fornemmeste vis skandinavisk pop og amerikansk R&B. Hun har flere gange været P3s Uundgåelige og med en perlerække af singler strøet over de seneste par år, har ANYA for længst etableret sig på den danske R&B-scene. Den 28-årige sangerinde er kendt for sin indlevelse på scenen, og har spillet adskillige udsolgte koncerter. Efter at have spillet support for Thomas Helmig på hans udsolgte Arena-turné er ANYA og hendes band i absolut topform!


Foruden solokoncerterne vil dagen være spækket med talks, performances og overraskelser.


Dørene åbner kl 17, og i løbet af aftenen vil der være hyggeligt folkekøkken med mad til yderst rimelige priser.


HUN SOLO EXTRAVAGANZA er realiseret med støtte fra Statens Kunstfond