Nana Jacobi - Sneblind

Nana Jacobi

Sneblind

Format: Single

Release: 22.11.2019

Artwork: Ewa Mos


Sneblind (lyt)

’SNEBLIND’ - NY VINTER-SINGLE AF NANA JACOBI
Release: 22.11.2019 


Med sin længselsfulde, melankolske pop og sit sne-tema er sangen den oplagte åbner for vinterens mørke timer, der kalder på fantasi, drøm og længsel.


’Sneblind’ er anden single-forløber til Nana Jacobis første dansksprogede album, som forventes udgivet i 2020. Det er en iørefaldende, storslået og cinematisk popballade, med intenst pulserende, elektroniske beats og brus af himmelstræbende strygere. 


Nana Jacobis stærke, nærværende stemme synger om overvældelse, handlingslammelse og sneen, der har lagt sig som en tung dyne henover alting. Nummeret kulminerer i et himmelstræbende fløjteregister-skrig ikke hørt siden Mariah Carey, men her brugt i helt anden kunstnerisk kontekst. Producer Kristoffer Søndergaard brillerer med en frisk produktion med hints til kunstnere som Billie Eilish, Oh Land, Lydmor og Björk, med en maskinelt hviskende, pulserende og knitrende detaljerigdom. 


Nana Jacobi er en ihærdig og markant stemme i medierne, når det kommer til debatten om den lave andel af (synlige) kvinder i dansk musikliv. Som medstifter af koncertvirksomheden HUN SOLO og pladeselskabet HUN SOLO RECORDS har hun været med til at skubbe til kønsbalancen i dansk musikliv og ikke mindst branchens opmærksomhed og bevidsthed på området. HUN SOLO har turneret Danmark rundt, spillet Roskilde Festival, SmukFest m.m samt modtaget priser. HUN SOLO har også turneret i Pakistan og på Færøerne og sætter således ringe i vandet også uden for Danmark. Nanas single udkommer på HUN SOLO RECORDS, hvorfra også førstesinglen ’Pige’ udkom.


For nylig var Nana med til at skrive sangen ’Ramadan i København’ bl.a sammen med tidligere Outlandish-sanger Isam B. Sangen skubbede gang i en gigantisk debat i samtlige af landets medier. Sangteksten blev trykt på forsiden af Politiken, hvori Nana og de tre andre sangskrivere også gav deres syn på sagen i form af en udførlig kronik.


Nana Jacobi fik for år tilbage et gennembrud med storhittet ’Open Sky’, der medvirkede på filmen ’En Kort En Lang  og har siden, netop i krydsfeltet mellem film og musik, gjort sig bemærket med store sange til film, herunder titelsangen ’Maybe In Another Life’ fra filmen ’Lev Stærkt’. Adskillige prominente filmfolk har benyttet sig af Nanas musik; Susanne Bier, Hella Joof, Ole Bornedal, Phie Ambo, Charlotte Sieling m.fl.


I singlen ’Sneblind’ høres da også tydeligt Nanas kærlighedsaffære med filmverdenen.