HUN SOLO X DANSEPAVILLONEN

HUN SOLO X DANSEPAVILLONEN

25. juni 2021 kl. 20.00


En stemningsfuld sommeraften med fem showcases af morgendagens musik, udvalgt specielt af HUN SOLO til Dansepavillonen.


Vi glæder os inderligt til HUN SOLO for første gang skal gæste Dansepavillonen i den grønne oase i Københavns Sydhavn med en aften, som byder på koreansk filosofi, arktisk identitet, klimabevidsthed, naturlyrik, elektroniske drømme og flossede guitarer filtreret gennem sommernattens prisme.


I HUN SOLO stræber vi altid efter at skabe koncerter med landets mest spændende kvindelige artister, og til denne aften har vi kigget i krystalkuglen og plukket fem kunstnere, som vi spår vil tegne fremtidens toner. 


Aftenens fem musikere vil én for én indtage Dansepavillonens smukke rum med hver sin solo-performance og invitere på musikalske eventyr, som meget vel kan have din nye yndlingsmusik som destination.


Line-up er:


Mai Young Øvlisen ⠂About A Girl ⠂HunBjørn ⠂AVIAJA ⠂Katrine Stochholm 


Mai Young Øvlisen står normalt i front for det dansk-koreanske band Meejah. Denne aften præsenterer Mai et soloset med dugfriske numre fra Meejahs debutalbum Queen of Spring (release 18/6), som er en sangcyklisk sekvens gennem de 8 trigrammer i koreansk livsfilosofi: Fire ☲ Thunder ☳ Mountain ☶ Lake ☱ Water ☵ Earth ☷ Wind ☴ Heaven ☰ 


About A Girl er et nyt soloprojekt af guitarist, sanger og sangskriver Julie Vestergaard Nissen efter en ti-årig rejse med det anmelderroste støjrockband Darling Don’t Dance. Sangene er kendetegnet ved en fandenivoldsk, intens energi, og lydbilledet kredser om forvrænget, ambient guitar og Julies karakteristiske rockvokal. 


HunBjørn skaber elektronisk pop i et univers, som både er råt og sårbart. Med florlet vokal og stor kærlighed til drømmende synthflader skaber hun en varm, catchy lyd. Men kløerne lurer lige under overfladen - i støjguitar og forvrængning og i lyrikkens budskaber om forstillelse, selvværd og miljøkrise. HunBjørn har netop udgivet singlen ’Avicii’ forud for et kommende album i 2021.


AVIAJA er kendt som et stærkt DJ-navn og har dj’et på Copenhagen og Paris Fashion Week, Spot on Greenland, Minority Festival, Equalizing Music 2016+2017 Roskilde Festival, Distortion, Strøm og meget mere. Nu er hun på vej med sin egen musik, hvor hun bl.a. udforsker sin grønlandske baggrund. Den første single ‘Arctic Love’ handler om selvkærlighed. 


Katrine Stochholm lagde verden for sine fødder med sin tidligere gruppe Under Byen. Hendes andet solo-album, det poetiske og elektroniske Verden Består Af Samlinger Af Stykker, har høstet femstjernede anmeldelser og er en hyldest til naturen og årets gang. På tekstsiden står værker af Jeppe Aakjær og Viggo Stuckenberg side om side med Katrines egne hyperaktuelle tekster.


Køb billet: https://billetto.dk/e/hun-solo-x-dansepavillonen-billetter-536197



HUN SOLO er støttet af Statens Kunstfond og Koda Kultur