Om HUN SOLO
HUN SOLO er grundlagt af musikerne og sangskriverne Kirstine Stubbe Teglbjærg og Nana Jacobi sammen med Anya Mathilde Poulsen, ekspert i køn og musik. Foto: Tine Bek
HUN SOLO arrangerer koncerter og udgiver musik med kvindelige og non-binære kunstnere for at skabe en mere lige kønsbalance i musikkens verden.
En HUN SOLO-koncert består oftest af fem artister, som spiller hver sin soloperformance med al den intimitet og intensitet, det indebærer.
Koncerterne har skiftende line-ups, og foreløbig har mere end 90 forskellige kunstnere været en del af HUN SOLOs koncerter.
Det er HUN SOLOs mission at fejre en nuanceret diversitet af udtryk og lade smukke, vilde, stærke, sensuelle, sårbare og seje kvinder og nonbinære artister udfolde deres fortællinger med power, integritet og høj kvalitet.
Målet er at skabe bedre kønsbalance i dansk musikliv og at præsentere et mangfoldigt og inspirerende udvalg af de mange spændende, unikke og ekstremt kompetente kvindelige og kønsminoritetskunstnere, der findes på musikscenerne.
Ligeledes handler HUN SOLO om at udforske det kunstneriske format ‘solokoncerten’ og dets særlige muligheder som et empowering performativt rum.
HUN SOLO har modtaget GAFFAs Tak Rock-pris 2020,som gives til en aktør, der har gjort en ekstraordinær indsats for dansk musik. Ligeledes er HUN SOLO blevet belønnet med Ethel-prisen 2018 og DMF Københavns Ildsjælspris for sit arbejde.
HUN SOLO er omtalt i Statens Kunstfonds Charter for diversitet i dansk musikliv som et best practice-eksempel.
HUN SOLO havde premiere på Den Internationale Kvindedag d. 8. marts 2016 med fem soloperformances fra Lydmor, Maggie Björklund, Julie Maria, Kirstine Stubbe Teglbjærg og Nana Jacobi plus en talk.
I 2017 kunne HUN SOLO opleves på Roskilde Festivals tredjestørste scene, Avalon, og ved Smukfest. Ved begge koncerter var soloformatet udvidet til fuldt band sammensat af fem kvindelige instrumentalister fra forskellige danske bands.
HUN SOLO fejrer hvert år 8. marts og markerer Den Internationale Kvindedag med musikken i centrum, masser af feststemning, talks og kvindelige DJs.
Bl.a. har vi fejret 8. marts i samarbejde med Sex & Samfund og musikorganisationen DJBFA, hvor talk'en Lyt til en kvinde stillede skarpt på sexisme i anmeldelser, og hvordan normer for køn og krop spiller ind i modtagelsen af kvinders kunst.
I samarbejde med PlanBørnefonden har HUN SOLO flere gange markeret FNs Internationale Pigedag d. 11. oktober med koncerter på venues som Vega og Bremen.
Udlandet har også haft bud efter HUN SOLO. På invitation fra Den danske ambassade i Pakistan har HUN SOLO bl.a. spillet i Islamabad og Karachi.
Musiker og sangskriver
Musiker og sangskriver
Forfatter, ekspert i køn og musik
Støttet af